Nyheder


Vi interesserer os for pension som aldrig før

21. marts 2022

Interessen for pension har aldrig været større, viser nye tal fra Sampension, der peger på flere forklaringer på udviklingen.

Hvordan står det til med pensionsopsparingen? Og hvornår har jeg råd til at gå på pension?

Interessen for pension er steget markant blandt danskerne de seneste år, og der er nu rekordmange, som bruger tid på pensionsordningen. Det viser nye tal fra Sampension.

Her er antallet af kunder, som tjekker deres pension på nettet, steget med 89 pct. fra 2018 til 2021. Samtidig er antallet af opkald fra kunderne til Sampension steget med 42 pct. i samme periode, hvor der desuden har været en stigning på 169 pct. i antallet af skriftlige kundehenvendelser.

”At skænke pensionsordningen lidt opmærksomhed er historisk set ikke det, danskerne bruger mest tid på – naturligt nok. For det kan være svært at forholde sig til noget, der for de flestes vedkommende ligger langt ude i fremtiden. Men de seneste år har der været et skred i gang. Og vi ser nu, at interessen for pension er rekordhøj og endda også højere end i 2020, hvor corona ellers fik ekstra mange danskere til at følge med i pensionen,” siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.

Hun peger på, at der er flere forklaringer på udviklingen.

”Der sker i disse år en hel del ændringer på pensionsområdet. Bl.a. er folkepensionsalderen steget løbende, samtidig med at der er indført en ny ret til tidlig pension. Det er med til at øge danskernes interesse for pension og får bl.a. flere til at undersøge, hvilken betydning de ændrede regler har for deres mulighed for at trække sig tilbage,” siger Anne-Louise Lindkvist og fortsætter:

”Desuden har vi også generelt større opsparinger herhjemme, ligesom at stadig flere danskere sparer op i et såkaldt markedsrenteprodukt, hvor udviklingen på finansmarkederne har større betydning for pensionsopsparingen end i et traditionelt gennemsnitsrenteprodukt. Det bidrager også til, at danskerne i stigende grad følger løbende med i pensionen,” siger hun.

Og at interessen for pension stiger i disse år, er gode nyheder ifølge Anne-Louise Lindkvist.

”Selvom det nok aldrig lander i toppen over danskernes yndlingsbeskæftigelser, så er det vigtigt at bruge lidt tid på pensionen af og til. For f.eks. er det vigtigt at have styr på, om man sparer nok op til at kunne få den ønskede pensionstilværelse, og om man har de rigtige forsikringsdækninger, hvis uheldet er ude. Samtidig kan det også give noget ro at vide, hvordan man skal forholde sig i den aktuelle situation med stor uro på finansmarkederne, hvis man er bekymret for, hvad det betyder for ens pensionsopsparing,” siger Anne-Louise Lindkvist.