Nyheder



  

Sampension styrker arbejdet med ansvarlige investeringer

1. december 2021

Sampension skruer nu yderligere op for arbejdet med ansvarlige investeringer og udnævner i den forbindelse en ny ESG-chef. Det øgede ESG-fokus skal bl.a. bidrage til målsætningen om at reducere klimaaftrykket fra investeringsporteføljen, hvor dialoger med virksomhederne spiller en afgørende rolle.

Sampension-fællesskabet, der omfatter Sampension Livsforsikring, Arkitekternes Pensionskasse, Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger samt ISP Pension, styrker nu fokus yderligere på arbejdet med ansvarlige investeringer. Det sker med udnævnelsen af Jacob Ehlerth Jørgensen til Head of ESG i Sampension pr. 1. december.

Han kommer fra en stilling som Chief Legal Officer i investeringsområdet i Sampension, hvor han også hidtil har været en fast del af selskabets arbejde med ESG (som dækker over miljø- og klima, sociale og ledelsesmæssige forhold i de selskaber, hvor Sampension er investor). Tidligere har han bl.a. haft forskellige stillinger i Danske Bank og Finanstilsynet.

”Vi har øget fokus på arbejdet med ESG de sidste år, og vi skruer nu yderligere op for det arbejde med udnævnelsen af vores nye ESG-chef samt yderligere ressourcer til området. Det styrkede ESG-fokus skal bl.a. bidrage til at realisere vores målsætning om at reducere klimaaftrykket for den samlede investeringsportefølje i tråd med Parisaftalen og til klimaneutralitet i 2050,” siger Jesper Nørgaard, viceinvesteringsdirektør i Sampension.

En vigtig del af det arbejde er dialog med de selskaber, som Sampension investerer i, om klimaomstilling. Og her vil de flere ESG-ressourcer konkret betyde, at Sampension generelt kan skrue yderligere op for dialogerne - herunder med virksomheder i de mest emissions-tunge sektorer.

“Vi oplever, at der i dag er en større villighed blandt virksomhederne til at gå i dialog med os og andre investorer om f.eks. klimapåvirkning, skattebetaling og andre emner, som har betydning ikke bare for virksomheden og investorerne, men også for samfundet generelt. Virksomhederne er generelt nemmere at få i tale end for blot et par år siden, og f.eks. reagerer de nu generelt hurtigere efter første opfordring til dialog end tidligere. Det er udtryk for en generel bevægelse, hvor virksomhederne tager ESG mere alvorligt end tidligere og anerkender det både som et risikoparameter for deres forretning og en del af deres samfundsansvar,” siger Jacob Ehlerth Jørgensen, Head of ESG i Sampension.

Han peger på, at Sampension f.eks. det seneste år i sine dialoger med virksomhederne har haft styrket fokus på, at virksomhederne søger at understøtte FN’s verdensmål, og pt. er Sampension i dialog med 50 virksomheder i den forbindelse. Halvdelen af virksomhederne har Sampension ikke tidligere været i dialog med, mens den anden halvdel er virksomheder, som Sampension har været i dialog med siden 2019 eller tidligere. Og her oplever Sampension ifølge Jacob Ehlerth Jørgensen, at virksomhederne generelt nu er mere villige til at gå i dialog – og herunder også gruppen af virksomheder, som man tidligere har været i dialog med, hvor det har været svært at få hul igennem.

”Vi tror på, at vi som investor kan gøre den største forskel i de virksomheder, vi investerer i, ved at gøre vores indflydelse gældende via dialog frem for blot at ekskludere virksomhederne. Og den øgede dialogvillighed, som vi nu oplever blandt virksomhederne, bekræfter os i, at det er den rette vej at gå. Derfor vil vi fremover skrue yderligere op for vores dialoger med virksomhederne og bl.a. skærpe dialogerne med de internationalt mest energitunge sektorer. På den måde kan vi efter vores opfattelse bidrage bedst muligt til at fremme en global, grøn omstilling,” siger Jacob Ehlerth Jørgensen.

Han tilføjer, at Sampension desuden arbejder med konkrete CO2-reducerende delmål for de mest emissions-tunge sektorer som en del af arbejdet med at reducere klimaaftrykket for investeringsporteføljen.

Herudover kræver det øgede fokus på bl.a. klima i investeringsprocesserne ifølge Jacob Ehlerth Jørgensen et endnu tættere samarbejde mellem de forskellige investeringsteams og ESG-teamet fremadrettet, hvilket de flere ESG-ressourcer skal understøtte.

Jacob Ehlerth Jørgensen er 43 år og uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet.