Nyheder


Sampension investerer i friplejehjem og seniorboliger i Slagelse

1. juli 2022

Med en investering i et nyt friplejehjem og 134 seniorboliger i Slagelse øger Sampension nu sine investeringer i pleje- og seniorboligsegmentet.

Sampension udbygger nu porteføljen af moderne boliger til seniorer. Det sker med en investering i et kommende seniorkvarter i Slagelse, som omfatter et nyt friplejehjem og 134 seniorboliger med et samlet areal på i alt ca. 16.000 m2.

Der er tale om Sampensions tredje investering under den strategiske samarbejdsaftale mellem Sampension og Scandinavian Property Development (SPD) om udvikling af senior- og plejeboliger, der i første fase rummer aktiviteter for ca. 1 mia. kr. Den første investering var i 51 seniorboliger i Frederikssund, mens den anden investering var i et friplejehjem i Valby.

”Vi ser generelt gode investeringsmæssige perspektiver i moderne ejendomme inden for pleje- og seniorboligsegmentet. For udbuddet af boliger er begrænset, mens efterspørgslen blandt lejere samtidig er stigende. Derfor har vi øget fokus på investeringer i dette segment, hvilket forstærkes af den demografiske udvikling,” siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur hos Sampension.

Det nye friplejehjem og seniorboligerne opføres centralt i Slagelse på Kvægtorvsvej, der indgår som del af byudviklingen af det tidligere industrikvarter i Slagelse, hvorpå der etableres et nyt og moderne boligområde.

Friplejehjemmet kommer til at bestå af 63 friplejeboliger og vil bl.a. også have omfattende servicefaciliteter som f.eks. storkøkken, omklædning og træningsfaciliteter. De 134 seniorboliger opføres omkring det nye friplejehjem, og dermed oprettes der et helt nyt område for seniorer i Slagelse.

”Investeringen i det nye seniorkvarter i Slagelse er et glimrende eksempel på, hvordan vi med investeringer i moderne senior- og plejeboliger både kan give kunderne et fornuftigt afkast og på samme tid kan bistå kommunerne ift. at supplere deres tilbud til ældre borgere. Derfor passer den nye investering rigtig godt ind i vores ejendomsportefølje,” siger Torbjørn Lange.

"Hos SPD er vi utrolig glade for at fortsætte udvidelsen af samarbejdet med Sampension inden for pleje- og seniorboligsegmentet med denne tredje handel. Vi ser Sampension som en optimal langsigtet ejer af de færdigudviklede ejendomme, og vi kan derfor fokusere 100 pct. på at identificere og udvikle nye projekter i samarbejde med kommuner og friplejeoperatører, da vi forsat ser et voksende behov i segmentet,” siger Niclas Thorsbrenner, partner i SPD.

Friplejehjemmet og seniorboligerne forventes som minimum at opnå guld i bæredygtighedscertificeringen DGNB.

”Bæredygtigheden vil være i top i de kommende boliger, hvilket vi lægger stor vægt på. For som ansvarlig investor er vi optaget af, at vores investeringer bidrager til at løse samfundsudfordringer og i den forbindelse naturligvis også arbejder til gavn for klimaet. Derfor har vi et betydeligt og kontinuerligt fokus på at optimere bæredygtigheden i ejendomsporteføljen, hvilket for os at se samtidig er den rigtige strategi, når det gælder om at sikre de bedst muligt afkast over tid,” siger Torbjørn Lange.

Friplejehjemmet og seniorboligerne i Slagelse forventes at står klar til indflytning i løbet af 2024.

Driften af friplejehjemmet varetages af Danske Diakonhjem, der med mere end 60 selvejende plejehjem og friplejehjem er Danmarks største ikke-kommunale aktør på ældreområdet. Ejendommene er tegnet af ERIK Arkitekter.