Nyheder


Hver anden dansker har ikke tjekket, om de sparer nok op til pension

4. juli 2022 

Halvdelen af danskerne har ikke undersøgt, om de sparer nok op til at få den indkomst i pensionstilværelsen, som de forventer. Det viser en ny undersøgelse fra Sampension, som peger på, at der kan vente en ubehagelig overraskelse som pensionist, hvis man ikke i tide får styr på, om man er på rette vej med opsparingen.

Mange danskere risikerer at blive anderledes stillet i pensionstilværelsen rent økonomisk, end hvad de forestiller sig. Hver anden har nemlig ikke tjekket, om de sparer nok op til at få råd til den levestandard som pensionist, som de regner med. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension blandt ca. 1.000 danskere.

Her svarer 49 pct., at de ikke har undersøgt, om de er på rette vej med opsparingen ift. til at få den indkomst i pensionstilværelsen, som de forventer, mens 47 pct. omvendt angiver, at de har tjekket det.

”De færreste danskere hverken ønsker eller forventer at måtte sænke levestandarden væsentligt, når de går på pension. Men hvis man ikke i tide får styr på, om man er på rette vej med opsparingen, så kan der i sidste ende vente en ubehagelig økonomisk overraskelse. For man risikerer at have sparet for lidt op til at kunne få den pensionstilværelse, man regner med - og i stedet kan der være udsigt til en ganske anden økonomisk virkelighed som pensionist,” siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.

Ifølge undersøgelsen er der flest af de 18-34-årige (68 pct.), som ikke har undersøgt, om de sparer nok op til at få den indkomst i pensionstilværelsen, som de forventer. Men selv blandt de 57-65-årige, der nærmer sig pensionsalderen, har knap hver 3. (30 pct.) ikke tjekket det.

”Det er generelt vigtigt at få tjekket opsparingen løbende, så man har en nogenlunde realistisk forestilling om, hvilken pensionstilværelse man har udsigt til at få rent økonomisk. Og det gælder særligt for danskere med kortere tid til pension. For jo tættere man kommer på pensionsalderen, jo færre år har man til at nå at styrke opsparingen, hvis der er behov for det,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Undersøgelsen viser desuden, at knap hver 3. dansker (29 pct.) forventer at have uændret eller endda højere indkomst i pensionstilværelsen end i arbejdslivet - svarende til at indkomsten som pensionist er på 80-100 pct. af indkomsten i arbejdslivet. Blandt de 57-65-årige gælder det for hver 4. (26 pct.).

”Danskerne har generelt stigende forventninger til livet som pensionist, og mange ønsker at fortsætte deres livsstil fra arbejdslivet. Men for at gøre ønskerne til virkelighed og undgå større fald i levestandard kræver det, at man har sparet relativt meget op – også i lyset af at vi lever længere, og der samtidig er udsigt til generelt lavere pensionsafkast fremover,” siger Anne-Louise Lindkvist og fortsætter:

”Så selvom danskerne generelt sparer stadig mere op, så kan der for en dels vedkommende være god grund til at styrke opsparingen yderligere. Det kan både være i form af ekstra indbetalinger på pensionskontoen, men det kan også ske via opsparing i boligen eller frie midler. Herudover - eller som alternativ - kan man også vælge at blive længere tid på arbejdsmarkedet og vente med at gå på pension, da det giver flere år med pensionsindbetalinger og afkast og færre år med udbetalinger,” siger Anne-Louise Lindkvist.