Nyheder



Flot tredjeplads til Sampension i kåring af årets digitale finansvirksomhed

Sampension er netop landet på en tredjeplads i kåringen af årets digitale finansvirksomhed blandt pensionsselskaber. Sampension fremhæves især for hjemmesiden og for den digitale kommunikation med kunderne.

15. september 2020

Der er tæt løb i toppen i kåringen af Danmarks bedste finansvirksomhed blandt pensionsselskaber, som Wilke og FinansWatch står bag. Kun et mulehår adskiller Sampension fra andenpladsen, som går til Danica – begge selskaber får en score på 79, så det blev afgjort på decimalerne. Lige så tæt er afstanden til vinderen PFA, der opnår en score på 80.

Kåringen kombinerer ekspertvurderinger og en kundeundersøgelse, og Wilke har spurgt over 3.500 kunder om deres oplevelser med digitale løsninger i den finansielle sektor. Derudover har Wilke gennemført interview med alle selskaber.

Den overordnede score er baseret på en vurdering af bl.a. selskabernes hjemmesider, den digitale kommunikation, eksempelvis chat, brug af kundedata, robotprocesoptimering og kunstig intelligens samt den digitale strategi.

Bedst til digital respons til kunderne

Sampension opnår den bedste placering blandt pensionsselskaberne, når det handler om den digitale respons – primært hvilke muligheder for kontakt, kunderne har, og hvor hurtigt de får svar.

Samtidig får den åbne del af sampension.dk flotte bedømmelser fra kunderne bl.a. i forhold til overskuelighed, relevant information og at det er nemt og hurtigt at finde den information, kunden søger.

Tilsvarende scorer Sampension en andenplads i kundernes vurdering af den personlige del af hjemmesiden, hvor kunder kan logge ind og se deres egne pensionsoplysninger og har adgang til en lang række selvbetjeningsløsninger. Også her scores højt på overskuelighed og brugervenlighed.

”Det er glædeligt, at denne kåring flugter med vores ambitioner for kundernes tilfredshed med den digitale service, vi leverer. Hos Sampension har vi meget stort fokus på kundeoplevelsen, herunder hurtige svartider og mange digitale kontaktmuligheder, eksempelvis chat. Og i løbet af foråret og sommeren har vi introduceret vores nye app. Jeg er meget tilfreds med, at Sampension i denne analyse med både kunder og eksperter scorer høje placeringer i både disse og flere andre kategorier,” siger Ole B. Tønnesen, der er kundedirektør i Sampension.

Læs mere om kåringen her