Nyheder


Flere år på jobbet øger pensionen markant

5. oktober 2021

Danskerne udskyder i stigende grad tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet, og det booster pensionsopsparingen mærkbart, viser nye beregninger fra Sampension.

Danskerne bliver generelt længere tid på arbejdsmarkedet og går senere på pension i disse år. Og de flere år på jobbet kan i den grad mærkes på pensionsopsparingen. Det viser nye beregninger fra Sampension.

Hvis man har en årsløn på 400.000 kr., en pensionsopsparing på 2 mio. kr. og et pensionsbidrag på 15 pct., så vil det øge opsparingen med ca. 107.000 kr., hvis man går på folkepension som 68-årig i stedet for 67-årig. Og hvis man udskyder sin tilbagetrækning med endnu et år og først trækker sig tilbage som 69-årig, vil det øge opsparingen med yderligere ca. 110.000 kr. Har man en årsløn på 600.000 kr., en pensionsopsparing på 2,5 mio. kr. og et pensionsbidrag på 15 pct., øger det opsparingen med ca. 149.000 kr. at udskyde pensionen fra 67 til 68 år, og gevinsten er på yderligere ca. 153.000 kr., hvis man venter med at gå på pension til, man er 69 år.

”Danskerne bliver generelt længere på arbejdsmarkedet i disse år, hvor folkepensionsalderen løbende stiger. Og den senere tilbagetrækning gør en markant forskel på pensionsopsparingen. For hvis man tager et år eller to mere på jobbet, så betyder det samtidig flere år med pensionsindbetalinger og afkast. Det booster pensionsopsparingen markant og bidrager til, at man i sidste ende kan få den levestandard som pensionist, som man drømmer om,” siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.

Hun peger på, at hvis man vælger at arbejde videre efter folkepensionsalderen, så kan der være en anden økonomisk gevinst at hente.

”Hvis man bliver i job, efter man har passeret folkepensionsalderen, så kan man få en skattefri seniorpræmie både for det første og det andet år, at man arbejder videre efter folkepensionsalderen. Det er en ekstra kontant bonus, man kan opnå, hvis man udskyder pensionen, og som der er god grund til at være opmærksom på,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Den skattefrie seniorpræmie er på 43.697 kr. (satsen i 2021) for det første år, man arbejder videre efter folkepensionsalderen, og 26.010 kr. (satsen i 2021) for det andet år. Regeringen har foreslået, at præmierne forhøjes til hhv. 65.000 kr. for det første år og 35.000 kr. for andet år.

”Den økonomiske gevinst ved at blive flere år i job – både på pensionsopsparingen og med bl.a. seniorpræmierne – er vigtig at have fokus på, når man overvejer, hvornår man ønsker at trække sig tilbage. Og generelt har det måske aldrig været vigtigere end nu, at man planlægger sin tilbagetrækning i god tid. For der er meget, man skal være opmærksom på – f.eks. den nye ret til tidlig pension, en ny folkepensionsalder fra årsskiftet og altså også en mulig forhøjelse af seniorpræmierne,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Hun anbefaler, at man begynder at forberede sig på overgangen til pension, fra man er midt i 50’erne.

”Man kan bl.a. stille sig selv spørgsmålene: Hvornår ønsker jeg at trække mig tilbage? Hvilken levestandard forestiller jeg mig i pensionstiden? Og hvor meget har jeg sparet op? Det handler grundlæggende om at få et overblik over, om man er på rette vej med opsparingen ift. til at kunne realisere ens ønsker og forventninger til tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og til pensionstilværelsen. Jo før man begynder at forholde sig til disse spørgsmål, jo bedre. Og har man behov for det, kan man søge rådgivning,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Hun tilføjer, at man i Sampension oplever stigende interesse for emnet blandt kunderne, og at antallet af såkaldte seniorrådgivninger i Sampension, der netop har fokus på overgangen til pension, var rekordhøjt i 1. halvår 2021.