Nyheder


De fleste tjekker ikke pensionen ved større begivenheder i livet

1. juli 2022

Størstedelen af danskerne husker ikke at tjekke deres pensionsordning, når de stifter familie, skifter job eller ved andre store ændringer i livet. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension.

Selvom det er vigtigt, er de fleste danskere ikke opmærksomme på at tjekke deres pension, når de stifter familie, skifter job eller ved andre større begivenheder i livet. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension blandt ca. 1.000 danskere.

Her svarer to ud af tre, at de inden for de sidste tre år har været ude for mindst én større livshændelse som f.eks. at få børn, blive gift, blive skilt, flytte, skifte job eller få en lønstigning. Og af de personer angiver hovedparten (59 pct.), at de ikke tjekkede deres pensionsordning ifm. disse begivenheder.

”Når der sker større ændringer i privat- eller arbejdslivet, så er pension naturligvis ikke det første, der falder én ind. Ikke desto mindre er det vigtigt, at man ifm. disse begivenheder sikrer sig, at pensionsordningen stadig passer til ens egne og familiens behov. For de kan ændre sig, når livet ændrer sig. Og det kan faktisk koste dyrt, hvis man ikke er opmærksom,” siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension, og fortsætter:

”Stifter man f.eks. familie eller flytter til en dyrere bolig, så får man typisk større økonomiske forpligtelser, og her kan der være behov for at øge forsikringsdækningerne. For gør man ikke det, risikerer man, at der ikke er råd til at blive boende, hvis man f.eks. bliver syg eller ikke kan arbejde. Det illustrerer, hvorfor man bør tjekke pensionen ved livshændelser. Og derfor er det bekymrende, at mange ikke får det gjort - som undersøgelsen også viser,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Det er blandt de unge, at flest har oplevet en større ændring i privat- eller arbejdslivet inden for de sidste tre år. Således har fire ud af fem af de 18-34-årige været ude for mindst én livshændelse i perioden ifølge undersøgelsen - men størstedelen (59 pct.) tjekkede ikke pensionen ved den lejlighed.

”Det er typisk som ung, at man får børn, gifter sig, køber bolig og får nyt job. Derfor er det særligt vigtigt, at netop denne gruppe er opmærksom på pensionsordningen, når der sker større ændringer i livet – også selvom pension måske især for unge kan være svært at forholde sig til,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Hun peger på, at det generelt er en god idé for danskerne at tjekke pensionen, og det gælder særligt i den kommende tid.

”Sommerferien står for døren, og det er en god anledning til at bruge lidt tid på at sikre sig, at der er styr på pensionen og forsikringerne – ikke mindst hvis man har været ude for en livshændelse inden for de seneste år. Samtidig ved vi, at august er højsæson for vielser, jobskift og flytninger herhjemme. Derfor har også de danskere, som skal giftes, starte i nyt job eller flytte efter sommerferien, al mulig grund til at give pensionsordningen et eftersyn ved lejlighed,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Livshændelser og pension – gode råd

Du bliver gift
Når man bliver gift, får man typisk nogle andre økonomiske muligheder og behov. Her bør man tjekke forsikringerne i pensionsordningen og sikre sig, at man er godt dækket og f.eks. kan blive boende i boligen, hvis uheldet er ude. Samtidig skal man være opmærksom på, at ægteskab automatisk giver ægteparret fælleseje, men at arvereglerne ikke omfatter pensionsordningen og de tilhørende forsikringer. Og så bør man sikre sig, at der er styr på den eller de såkaldt begunstigede – altså at det er den/de rigtige personer, der står til at få udbetalt pengene fra pensionsordningen, hvis man dør.

Du bliver skilt:
Ved skilsmisse eller separation er det vigtigt, at man overvejer, om man skal ændre på de begunstigede ved død. Der kan også være forskellige regler at tage hensyn til, hvis pensionsordningen indeholder en ægtefællepension.

Du får børn:
At få et barn behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man skal ændre pensionsordningen. Men det er vigtigt, at man gør sig nogle tanker om, hvordan de efterladte er økonomisk stillet, hvis man dør, inden børnene fylder 18 år. Skal børnene kunne fortsætte deres liv i deres normale omgivelser, så kan det være nødvendigt, at man ændrer sine dødsfaldsdækninger, så de efterladte har mulighed for at blive boende. Man bør også være opmærksom på sine begunstigede, for her kan der være behov for ændringer, når man får børn.

Du flytter:
Ved flytning skal man tjekke sine forsikringer. Flytter man til en dyrere bolig, er der grund til at overveje, om forsikringsdækningerne skal hæves. Og hvis man omvendt flytter til en billigere bolig, skal man overveje, om der måske skal skrues lidt ned for forsikringerne, så der i stedet indbetales mere på pensionsopsparingen.

Du får et nyt job:
Hvis man får et nyt job, kan det betyde, at man samtidig får pensionsordning i et andet pensionsselskab end det hidtidige. Og hvis man på den måde har pensioner i flere selskaber, betaler man også omkostninger flere steder. Her skal man undersøge, om man med fordel kan samle pensionerne i ét selskab og dermed spare omkostninger.

Du stiger i løn:
Hvis man får en lønstigning, kan det være en god idé at overveje at indbetale mere på pensionsopsparingen - også selvom lønstigninger typisk automatisk betyder højere pensionsindbetalinger. For stiger man i løn i løbet af arbejdslivet uden at indbetale ekstra, kan det betyde, at pensionsopsparingen på pensionstidspunktet ikke er tilstrækkelig til, at man kan få den levestandard i pensionstilværelsen, som man forventer, og som man løbende har hævet forventningerne til i takt med lønstigningerne.