Skat og pension

Skat og pension

Her kan du se de væsentligste skatteregler ved indbetaling til og udbetaling af pension

FAQ / Skat og pension

Hvad med skat og boafgift ved dødsfald?

Ved dødsfald skal der ofte betales både skat og boafgift af udbetaling fra pensionsordningen.

Skat

  • Månedlige udbetalinger bliver beskattet med personlig indkomstskat
  • Af engangsbeløb bliver der trukket 40 % i afgift til staten
  • Dødsfaldssum fra gruppelivsforsikring er som hovedregel skattefri

Boafgift

Udover beskatning af udbetalingen skal dine pårørende muligvis betale boafgift. Ægtefæller er altid fritaget for at betale boafgift.

Du kan læse mere om, hvem og hvor meget der skal betales i boafgift her.

Hvad oplyser I til SKAT i forbindelse med min årsopgørelse?

I starten af hvert år oplyser vi SKAT om de beløb, der er brugt til din pensionsordning i løbet af det foregående år. Vi oplyser også fordelingen mellem månedlige pensioner og aldersforsikringer (engangsudbetaling), samt hvad der er brugt til en eventuel gruppelivsforsikring. Viser det sig senere, at de faktiske indbetalinger for året ikke stemmer med vores beregninger, sender vi en ændring til SKAT. 

Indbetaler du til aldersforsikring eller dødsfaldssum uden fradragsret (skattekode 33) via din arbejdsgiver, trækker vi en foreløbig skat på 40 % af den del af din indbetaling, du anvender til disse dækninger. Beløbet afregner vi overfor SKAT. Du får derefter reguleret det via din årsopgørelse. Indbetaler du privat, bliver den del af din indbetaling, du anvender til aldersforsikring eller dødsfaldssum uden fradragsret indberettet som B-indkomst og beskattet via årsopgørelsen.

Har du en gruppelivsforsikring, med forsikringer der ved udbetaling er skattefri, det gælder din sum ved død, visse kritiske sygdomme og invalidesummen, bliver indbetalingen til disse også indberettet som B-indkomst en gang årligt og beskattet via årsopgørelsen.

Du kan se oplysninger om beskatning af din præmie til aldersforsikring og gruppelivsforsikringen på www.skat.dk i starten af året.

Hvor meget kan jeg maksimalt indbetale pr. år på en aldersforsikring?

Hvor meget du må indbetale årligt til aldersforsikring eller dødsfaldssum uden fradragsret (skattekode 33) afhænger af din alder. Du skal være opmærksom på, at det du maksimalt må indbetale, gælder på tværs af alle dine pensionsordninger.

Indbetaler du til aldersforsikring eller dødsfaldssum uden fradragsret hos os, samtidig med at du tidligere i år har indbetalt, eller du fortsat indbetaler, i et andet selskab eller i din bank, bør du kontakte os. 

Du kan her læse mere om, hvor meget du må indbetale, samt konsekvensen af at indbetale for meget.

Hvor meget sparer jeg i skat, hvis jeg indbetaler ekstra?

SKAT betaler op til halvdelen af din ekstra indbetaling, hvis du indbetaler til fradragsberettiget pension. Læs mere om skattereglerne ved indbetaling og fradragsberettiget pension her

Eksempler 

  • Betaler du topskat: 
    Hvis du indbetaler 1.000 kr. ekstra pr. måned, sparer du op til 522 kr. i skat. Din udgift er derfor reelt kun 478 kr. pr. måned. 
     
  • Betaler du ikke topskat: 
    Hvis du indbetaler 1.000 kr. ekstra pr. måned, sparer du op til 373 kr. i skat. Din udgift er derfor reelt kun 627 kr. pr. måned.

Hvordan trækker I skat af min månedlige pension?

Når du får udbetalt månedlig pension fra os, får vi dine skatteoplysninger direkte fra SKAT. Vi bruger dit bikort, med mindre du ønsker, at vi skal bruge dit hovedkort. Har du et frikort, kan vi også bruge det. Hvis dine skatteoplysninger ændrer sig, vil din månedlige udbetaling efter skat også ændre sig. 

Bliver udbetalingen fra os reguleret, skal du huske at ændre din forskudsregistrering. Vi regulerer typisk månedlige pensioner pension ved årsskiftet. Når du får udbetalt din pension for januar, sender vi dig en ny pensionsmeddelelse.

Skal jeg betale skat af en sum, der bliver udbetalt ved Visse kritiske sygdomme?

Nej, du betaler ikke skat af en sum, der bliver udbetalt ved visse kritiske sygdomme.

 
 

Kunderådgivning

77 55 62 50

Mandag-torsdag: 8.30-21.00
Fredag: 8.30-16.00

Vi lukker kl. 13 fredag den 7. december 2018.

Vores hjemmeside bruger cookies

Cookies er nødvendige for at logge ind på sampension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Ved at klikke OK accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om, hvordan vi anvender cookies.