Arrow Left
Forsiden

Restskat og pension – måske kan vi hjælpe dig

Marts 2023

Skal du betale restskat på grund af for stor indbetaling til pension? Måske kan vi hjælpe dig ved at ændre på, hvordan dine indbetalinger i 2022 blev fordelt til de forskellige typer af opsparinger.

Du er meget velkommen til at ringe eller skrive til os for at høre mere. Du kan også læse mere neden for, hvor du også finder link til de blanketter, du skal udfylde, hvis vi skal justere fordelingen af dine indbetalinger.

Indbetaling til ratepension og ophørende alderspension

I 2022 måtte du i alt indbetale 59.200 kr. til ratepension og ophørende alderspension. Beløbet gælder både arbejdsgiverbetalte ordninger og private ordninger.

Husk: Har du indbetalt til ratepension i banken, skal du kontakte din bank for at få korrigeret dine indbetalinger.

Ratepension og ophørende alderspension – sådan gør du

Har du indbetalt mere, kan du udfylde denne blanket hos Skattestyrelsen. Herefter bliver det – som du har indbetalt for meget – flyttet til den livsvarige alderspension.

Læs mere

Indbetaling til aldersforsikring/aldersopsparing

Du måtte i 2022 i alt indbetale 5.500 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag, hvis du havde mere end 5 år til folkepensionsalderen. Havde du 5 år eller mindre til folkepensionsalderen var loftet 54.200 kr. Beløbet gælder både arbejdsgiverbetalte ordninger og private ordninger.

Husk: Har du indbetalt til aldersopsparing i banken, skal du kontakte din bank for at få korrigeret dine indbetalinger.

For meget indbetalt til aldersopsparing koster 20 % i strafafgift, som opkræves via årsopgørelsen. Denne afgift kan ændres til 4 % ved at overføre det for meget indbetalte til livsvarig alderspension, ratepension eller ophørende alderspension i året efter indbetalingsåret. På den måde får du også fradrag for det overførte beløb.

Aldersopsparing – sådan gør du

Har du indbetalt mere, kan du udfylde denne blanket hos Skattestyrelsen og sende til os. Herefter bliver det – som du har indbetalt for meget – flyttet til den livsvarige alderspension.

Læs mere

Undgå ny restskat

Hvis du gerne vil undgå en restskat i 2024, kan det være, at du allerede nu skal tilpasse til dine indbetalinger.

Ratepension: I 2023 er loftet på 60.900 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag

Aldersopsparing: I 2023 er loftet på 8.800 kr. hvis du har mere end syv år til din folkepensionsalder, eller 56.900 kr. hvis du har mindre end syv år til din folkepensionsalder. Beløbene er efter arbejdsmarkedsbidrag.

Indbetaler du til pensionsordninger andre steder end Sampension, eller har du skiftet job i løbet af i år, beder vi dig kontakte os, så vi kan tage højde for din betaling andre steder.