Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på sampension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Særlige forhold ved begunstigelse

Her kan du læse om uigenkaldelig begunstigelse, indsigelser samt særeje og båndlæggelser.

Uigenkaldelig begunstigelse

Du kan gøre begunstigelsen uigenkaldelig. Det betyder, at du efterfølgende kun kan ændre begunstigelsen, hvis den begunstigede giver tilladelse eller dør.

Derfor bør du kun gøre en begunstigelse uigenkaldelig efter meget nøje overvejelse.

Ønsker du at gøre begunstigelsen uigenkaldelig, skal du oplyse det til den, du begunstiger og skrive det på erklæringen.

Kontakt os for at høre nærmere om konsekvenserne. Du kan også kontakte en advokat.

Indsigelser

Fra 1. januar 2008 er lovgivningen ændret.

Er din ordning oprettet efter 1. januar 2008, eller ændrer du din begunstigelse efter denne dato, kan dine tvangsarvinger altid gøre indsigelse. Det kan de også, selvom den begunstigede selv er tvangsarving, eller begunstigelsen er gjort uigenkaldelig.

Indsigelser bliver behandlet ud fra en rimelighedsbetragtning. Domstolene vurderer, om begunstigelsen er rimelig.

Hvis du inden 1. januar 2008 har begunstiget en eller flere personer, der ikke er tvangsarvinger, kan dine tvangsarvinger gøre indsigelse. Det gælder dog ikke, hvis du har gjort begunstigelsen uigenkaldelig. Tvangsarvinger er ægtefælle og livsarvinger.

Særeje og båndlæggelse

Ønsker du at båndlægge udbetalingen, skal du kontakte os. Skal udbetalingen gøres til særeje, kan du enten notere dette i dit testamente eller give os skriftlig besked.

Vi vil i begge tilfælde råde dig til at kontakte en advokat.