Vi har nu mødt nogle seniorer, der har gjort sig nogle overvejelser om, hvad de vil bruge deres tilværelse som pensionist på. Men hånden på hjertet: Har du tænkt over, hvad der skal ske, når du går på pension? Læs her kundechef Mimi Lunds refleksioner over overgangen til livet som pensionist.

Jeg deltog for nylig i Ældre Sagens Senior-karrierekonference. Nogle af de helt store temaer var mangel på arbejdskraft og fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet, og det var rart at få dokumenteret, at vi altså ikke bliver dummere med alderen – snarere tværtimod. Men det kræver forberedelse at gå på pension.

Det er for mig at se mindst lige så vigtigt at øve sig i at blive pensionist, som det er at øve sig i at køre på cykel. Ved at få styr på disse tre ting er du godt på vej:

- Få et overblik over din økonomi
- Planlæg de sidste år af dit arbejdsliv
- Planlæg, hvad du konkret vil lave

Går du ned i indtægt, og får det indflydelse på, om du må sælge huset, og om du får råd til at rejse? Den slags overvejelser vil jeg anbefale, at du gør dig i god tid. Du kan for eksempel få lavet en pensionsplan, der blandt andet giver overblik over, i hvilken rækkefølge det er fornuftigt at bruge pengene.

Når der er styr på det økonomiske, synes jeg, du skal spørge dig selv, om du vil blive længere på arbejdsmarkedet. Er løsningen at gå ned i tid? At få andre opgaver? Eller noget helt tredje? Og så skal du turde spørge din arbejdsgiver om, hvilke muligheder du har. Ved gradvist at trappe ned er der en mindre risiko for, at du bliver ramt af det psykologiske piskesmæld, når manglen på en fast hverdag banker på.

Hvis du i en alder af 55 år drømmer om at brygge øl, når du skal på pension, så gå i gang allerede nu. Hvad nu hvis øllet slet ikke smager godt? Så er det jo dumt at vente 10-12 år på at finde ud af det. Med andre ord: Du bør efter min mening planlægge i god tid, hvad du vil lave – og måske især IKKE vil lave i din tredje alder.

Så får du mest ud af pensionen.

Med venlig hilsen
Mimi Lund, kundechef