Der er pæn friværdi i boligen, når man har passeret de 65. En del stopper dog med at afdrage, når de bliver pensionister

Boligøkonomien ser pæn ud for de ældre. Den gennemsnitlige pensionist har en friværdi på 750.000 kroner, og en gruppe på 16 procent har sågar over to millioner i friværdi.

Det passer godt ind i det generelle billede af, at mange pensionister har formuer stående i mursten, siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.

-De fleste over 65 år har jo afdraget på huset og sparet op i murstenene gennem et langt liv, siger han. Nogle har også nydt godt af markante prisstigninger på ejendomsmarkedet, men generelt har der ”jo været noget bølgegang på det område,” som Karsten Beltoft siger.

Han peger på, at gældsudviklingen dog har ændret sig markant de seneste ti år. Da de afdragsfri lån kom, var de ældre nemlig nogle af dem, der tog dem til sig for at kunne forbruge til noget sjovere end fortsat at afdrage på boliggæld, siger Karsten Beltoft.

-Tidligere voksede friværdien gennem hele livet, fordi man blev ved med at afdrage. Men i dag er der flere, som siger: nu har vi sparet op så længe og har en friværdi på en million kroner, hvorfor skal vi blive ved med at afdrage på vores gæld? De vælger så at tage et afdragsfrit lån og i stedet bruge penge på noget af det, de drømmer om.

Til gengæld ønsker næsten ingen at belåne murstenene.

Så stor er friværdien i fast bolig