Danskerne bliver ofte betegnet som det lykkeligste folkefærd på jorden. Nu er lykke jo en særdeles subjektiv ting, som man nok skal passe på med at sætte på formel, men det er jo alligevel bemærkelsesværdigt, at vi hvert år topper listen frem for at rode rundt i midten eller bunden.

Hen over sommeren spurgte Sampension mere end 5000 mænd og kvinder i aldersgruppen 65-75 år om deres økonomi som relativt nyslåede pensionister. Og når man ser på resultaterne og på vores efterfølgende mere kvalitative interviews, danner der sig et unikt billede af en generation af danskere i balance med sig selv.

Det første, der springer i øjnene, når man ser på den generation, som netop har forladt arbejdsmarkedet, er at der er styr på sagerne. Boliggælden er lav, friværdien er høj, opsparingen er fornuftig, der er plads til at rejse, og der er styr på balancen mellem daglige indtægter og udgifter. Langt størstedelen har formået at forvalte økonomien så snusfornuftigt, at den tredje alder bestemt ikke bliver henslæbt under kummerlige forhold.

Men det overraskende ved undersøgelsen er såmænd ikke så meget, at vi ser en generation med styr på økonomien. Det overraskende er, at der er så relativt få udsving. I den generation er der ikke så stor forskel på rig og fattig, som nogen måske går og tror. Og tilmed er der ikke den store forskel på økonomien, om man bor på landet eller i byen. Selvfølgelig er der en større koncentration af høje friværdier i fx Københavnsområdet, men det ændrer ikke ved et billede af en generation, der over en meget bred geografisk kam har styr på sit.

Vi har at gøre med en generation, der på mange måder er et spejlbillede på den danske folkesjæl. De fleste adspurgte er helt almindelige HK kontorfunktionærer i fx landets kommuner. De har haft en meget gennemsnitlig indkomst på 300-350.000 kr. om året før skat. De har betalt deres hus eller lejlighed, og næsten hver fjerde ejer også et sommerhus. De har pensionsopsparing, der sikrer dem en bund i økonomien, og de har en mindre, men ganske pæn opsparing ved siden af også. 95 % siger, de bestemt ikke er interesseret i at låne i friværdien, de vil hellere vide, hvad de har end at bruge det hele på biler og køkkener.

De er det, som man vel kan kalde minimillionærer, et produkt af en sparsommelig folkesjæl, et pensionssystem uden globalt sidestykke – og måske noget af det tætteste vi kommer opskriften på verdens lykkeligste folkefærd. De har af helt naturlige årsager ikke længere den samme volumen på deres indtjening, men som en af adspurgte siger, der bliver mere råderum, men inden for en mindre ramme. En anden siger, at han ikke drømmer om hverken en Ferrari eller en jordomrejse, men at han kan købe en ny harmonika kontant, når han vil. De er med andre ord lykkelige for den sikkerhed, de har, og spekulerer ikke meget over det, de ikke har.

Undersøgelsen af pensionister trækker også et spor til debatten om forhøjet pensionsalder og en reform af det danske pensionssystem. For hvis man bliver lykkelig af at have nok og ikke nødvendigvis meget, er der så rigeligt at holde sig fra, men også at tage fat på for tidens politikere. Vi må for guds skyld ikke ødelægge et system, der så tydeligt her beviser sit værd. Det skal være nemt at lægge penge til side, og vi må ikke forplumre det med komplicerede regler, der gør det både besværligt og uforståeligt at forberede sig til tiden efter arbejdslivet.

Og så skal vi huske, at lykkelige pensionister er en gevinst frem for at være en belastning. Livet slutter ikke, når man går på pension, det starter igen. Måske i et andet gear, i et andet tempo og en anden retning – og hvis vi om en, to og tre generationer stadig skal tilhøre eliten af lykkelige mennesker, er det bidende nødvendigt, at vi også bevarer grundlaget for, at man kan være lykkelig hele livet.