Rejsebranchens frontfigur gennem årtier, Stig Elling, fortæller, hvordan pensionisternes rejsevaner har ændret sig markant. Selv har han nogle ”ret mainstream” yndlingssteder.

Da Stig Elling som 17-årig startede sit eget rejseselskab med kontor i forældrenes dagligstue, var Mallorca så småt begyndt at dukke op som det nye store eksotiske rejsemål for danskerne. Det var i de sprudlende 60’ere. Det var dog ikke pensionister, men Familien Danmark der valfartede til den spanske ø.

-Det var de 35-50-årige, der især begyndte at få øjnene op for den evige klassiker Mallorca, som vi danskere har elsket i mere end 50 år, fortæller Stig Elling.

Men også pensionister bevægede sig så småt uden for landets grænser, da udlandsrejser begyndte at blive folkeeje i første halvdel af 60’erne. De tog det dog roligt i begyndelsen og valgte nære rejsemål.

-Dengang var det Rhinen, Harzen og Gardasøen, og det var med bus. Det var overskueligt og alligevel stadig eksotisk. Det var jo de første bjerge, man så, når man nåede Harzen, siger Stig Elling, hvis første ferier med forældrene også gik til Harzen.

Motion, krydstogter og familieferier
Hvor de ældre for 50 år siden tog forsigtige skridt, tramper de i dag selvsikkert afsted, når der skal krydses grænser.

-De er simpelthen de nye globetrottere. De hører til dem, der rejser mest af alle, siger Stig Elling.

Sampensions undersøgelse tegner da også et billede af en relativt rejseglad gruppe, hvor nogle - 11 procent – endda har rejst hele fem gange eller mere det seneste år.

-Trangen til at opleve andet end tyske bjerge og floder tog for alvor til for femten år siden, siger Stig Elling.

-Først kom de græske øer, så Portugal og De Kanariske Øer. Og det er jo bare vokset og vokset. I dag er nogle af de mest efterspurgte rejsemål blandt pensionister Thailand og USA, særligt Florida. Men i det hele taget rejser min generation langt. Vi tager gerne til Mexico, Barbados eller Den Dominikanske Republik, og så tager mange familien med. Generationsrejser, hvor man vil have fælles oplevelser med børn og børnebørn, er i høj kurs, siger Stig Elling.

Omkring halvdelen af de rejselystne pensionister søger rejser med indhold, siger Stig Elling.

-Efterspørgslen på cykelferier, vandreferie og gastronomi er steget, og mange er glade for krydstogter. Her får man det hele – mad, underholdning, oplevelser - i en tryg ramme.

Stig Elling
+80-årige pakker kufferten
Udgangspunktet for rejseboomet er en sundere ældregeneration med flere penge mellem hænderne. Samtidig har billige flybilletter og mere komfortable destinationer gjort verden mere tilgængelig for pensionister.

- Det er blevet til at komme i nærheden af prismæssigt, også hvis man vil langt væk, og kvaliteten og standarden er højere. Det giver tryghed, siger Stig Elling.

Faktisk er trygheden ved at rejse så udtalt, at en del rejser til de fysisk ikke kan mere.

-Er man ved nogenlunde godt helbred, er det som regel først i midt 80’erne, man begynder at tænke på, hvor besværligt og omstændeligt, det må være, og at hospitalsvæsenet skal være i orden. Så gør mange det, at de vælger samme destination, samme hotel, samme værelse og spiser det samme mad på den samme restauration. Tryghedsfaktoren skal man ikke forklejne, siger han. 

Ældres forbrug på rejser 


Antal af rejser
Flertallet på 23 procent har rejst to gange inden for de seneste år.

18 procent har rejst tre gange, mens 11 procent har været på fem rejser eller flere.