Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på sampension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Kunderne står forrest i boligkøen

28. juni 2018

Er du kunde hos Sampension, kan du komme forrest i køen til en lejebolig i eller omkring de største danske byer.

Mere end 8.000 danskere står på venteliste til en lejebolig i Sampensions ejendomme – heraf er ca. 5.000 sikret fortrinsret, fordi de er kunder i Sampension.

Sampension har gennem årene udvidet sine investeringer på boligmarkedet og har i dag 29 ejendomme med mere end 2.300 lejemål fordelt over det meste af landet.

De 29 udlejningsejendomme er primært placeret i eller omkring de større byer, København, Roskilde, Odense, Aarhus, Herning og Aalborg, hvor efterspørgslen er størst.

Transport-Bygnings- og Boligministeriet offentliggjorde for nylig en analyse, der viser, at alene inden for de næste syv år er der behov for 73.000 nye boliger i Region Hovedstaden. Set i det lys er det indlysende, at markedet for boligejendomme er attraktivt, men man skal se sig godt for, konstaterer portfolio manager Martin Rauhe Pedersen hos Sampension.

”Når vi investerer i boligejendomme, forholder vi os til forskellige faktorer, herunder lejeniveauer, driftsomkostninger og naturligvis også afkastkravene, men den fremtidige efterspørgsel spiller også en væsentlig rolle. Ser vi på hovedstaden, er der mangel på boliger, men vi ser også tegn på, at det for nogle bliver sværere at udleje ikke kun dyre lejemål, men også større lejemål, hvor vi fornemmer en stagnerende vækst på boligmarkedet”, siger Martin Rauhe Pedersen.

Martin Rauhe Pedersen tilføjer, at det aktuelle og forholdsvis høje lejeniveau i hovedstaden også betyder, at de lejere, der for eksempelvis 5-10 år siden kom ind til en noget billigere husleje, nu i højere grad vælger at blive i deres boliger.

Sampension har en ejendomsportefølje på over 7 mia. kr., i direkte ejede ejendomme i Danmark, hvoraf godt to tredjedele er boligejendomme. Alle ledige boliger i den ældre boligmasse totalmoderniseres, når de bliver ledige. Lejligheder fra 1990’erne og frem bliver efter behov moderniseret med eksempelvis opgraderinger af køkken og bad, således at lejemålene fremstår attraktive i de pågældende områder.

Alle Sampensions lejeboliger er præsenteret på findbolig.nu/sampension, hvor interesserede kan finde oplysninger om bl.a. beliggenhed, størrelse og priser.

Alex Heides Gade 5