Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på sampension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Kunder i Sampension tæt på fire pct. i afkast

30. oktober 2018

Farten er aftaget en smule i den global økonomi, og det smitter af på afkastet til pensionsopsparerne, viser de tre første kvartaler af 2018. Perioden har været præget af stigende indbetalinger, og nye kunder er på vej ind i Sampension-fællesskabet.

I årets første ni måneder har pensionsopsparere med markedsrente i Sampension Liv fået op til 3,9 pct. i afkast før skat. På tværs af alle profiler er afkastet 3,2 pct.

I år har den globale økonomi sænket farten en anelse i forhold til sidste år. De mere afdæmpede stigninger er fortsat trukket af aktier, men også af alternative investeringer, der har givet afkast på henholdsvis 3,8 pct. og 4,2 pct.

På trods af de turbulente markeder i perioden har alle Sampensions kunder i markedsrente oplevet positive og relativt høje afkast efter årets første ni måneder. Således ligger Sampensions afkast blandt de absolut bedste i pensionsbranchen for de fleste af profilerne - og ifølge analyser fra Morningstar i top tre. Det samme gælder for den overvejende del af profilerne over en treårig periode.

Sampension Liv, markedsrenteprodukt. Afkast i årets første 9 måneder
AlderRisiko
LavModeratHøj
25 år3,4 %3,9 %3,9 %
45 år3,3 %3,7 %3,8 %
65 år2,3 %2,7 %3,1 % 

Arkitekternes Pensionskasse (AP) og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger (PJD) er en del af Sampensions administrationsfællesskab, og de har opnået pæne afkast på 3,1 pct. og 3,0 pct. Medlemmerne får forrentet deres pensionsopsparing med en depotrente, der for tiden er 3,5 pct. p.a. før skat.

Blandede bolsjer og udsigt til uro

I det seneste kvartal har aktiemarkederne over en bred kam været svagt stigende, men ser man på de enkelte markeder, har udviklingen været lidt af en pose blandede bolsjer. De britiske aktier klarede sig sammen med de asiatiske aktier bedst med stigninger på henholdsvis 1,2 pct. og 1,1 pct. De amerikanske aktier steg lidt mere end et halvt procentpoint, mens de europæiske aktier faldt 0,2 pct. Emerging markets faldt 1,5 pct., og i Danmark faldt markedet med 3,5 pct.

Det er imidlertid ikke nødvendigvis ro, der kommer til at præge markederne resten af året, vurderer Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension.

”I lyset af den fortsatte økonomiske fremgang i USA har den amerikanske forbundsbank i september hævet styringsrenten, og medmindre der sker noget drastisk i den kommende tid, kommer vi nok til at se endnu en renteforhøjelse på 0,25 pct. i december. Selvom USA har fundet sammen med Canada og Mexico om at få løst deres handelskonflikt, er der fortsat ikke udsigt til, at handelskonflikten mellem USA og Kina er ved at finde en løsning. Snarere er der tegn på, at konflikten kan eskalere,” siger Hasse Jørgensen.

Rettes blikket mod Europa, er der også flere faktorer, der peger i retning af uro på de finansielle markeder. Italienerne har sammensat en budgetplan for finansloven for 2019 med et forventet underskud på 2,4 pct., hvilket EU-Kommissionen har meddelt er uacceptabelt. Forhandlingerne mellem EU og Storbritannien er i øjeblikket uafklarede, i Tyskland risikerer kansler Merkel at stå svækket efter delstatsvalgene i Bayern og Hessen, og endelig forventes den Europæiske Centralbank (ECB) at stoppe sine opkøb af obligationer ved årets udgang.

”Der er således flere elementer, der kan give uro på de finansielle markeder, herunder rentestigninger, i den kommende tid”, siger Hasse Jørgensen.

Stigende indbetalinger

De samlede bidrag til Sampension-fællesskabet beløb sig i årets tre første kvartaler til 7.320 mio. kr. Det er en stigning på 291 mio. kr. eller 4,2 pct. på grund af overførsler fra andre pensionsvirksomheder samt indskud.

Indbetalingerne til Sampension Liv blev på 6.744 mio. kr., hvilket er 3,9 pct. højere end samme periode sidste år. Indbetalingerne til AP er steget 6,3 pct., mens indbetalingerne til PJD er vokset med 9,2 pct.

Sampensions omkostninger til administration udvikler sig som planlagt og forventes at ligge under 400 kr. pr. forsikret i Sampension Liv og for medlemmerne i AP og PJD i niveauet 550-565 kr. pr. medlem.

Inden for arbejdsmarkedspensionsområdet har Sampension umiddelbart efter 3. kvartal indgået aftaler om tilgang af Ingeniørpensionskassen ISP’s 13.000 medlemmer samt HKKF, Hærens Konstabel- og Korporalforening, som flytter pensionsordningen for 1.500 langtidsansatte medlemmer til Sampension.

Aftalen med ISP får virkning fra 1. juli 2019, og for HKKF’s vedkommende træder aftalen i kraft fra nytår 2019.

Periodens resultat viser et overskud på 100 mio. kr. for Sampension Liv, 64 mio. kr. for AP og 104 mio. kr. for PJD. Den samlede balance i Sampension-fællesskabet er i perioden steget med 8 mia. kr. til 293 mia. kr., hvoraf Sampension Liv tegner sig for 268 mia. kr., PJD for 15,0 mia. kr. og AP for 9,8 mia. kr.

Regnskabstal pr. 30/9 2018

mio. kr.I altSampension LivAPPJD
Indbetalinger7.3206.744271305
Investeringsafkast6.6335.934277422
Periodens resultat26910064104
Egenkapital3.7172.1663.673
Bonuskapital4.425485759
Solvensdækning (SCR)522 %352 %352 %
Balance293.259268.4729.80314.985