Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på sampension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Aktiegevinster bag høje afkast

30. august 2017

Pensionsopsparere i Sampension kan glæde sig over gode investeringsafkast, som sikrer pensionens værdi. Den positive udvikling fra sidste år fortsatte i første halvår af 2017, viser selskabets halvårsregnskab.

Medvind på især aktiemarkeder herhjemme, i emerging markets og på det amerikanske marked har betydet afkast på 1,4 pct. til 6,6 pct. til alle kunder, der sparer op i markedsrente. Samlet set var afkastet i markedsrente 3,5 pct., viser Sampensions halvårsregnskab.

”Sampension er et selskab i balance med høje afkast, solid kapitalstyrke, styr på skadesudgifterne, god leveranceevne, lave ekspeditionstider og høj kundetilfredshed. Vi mærker da også, at Sampension er attraktiv som pensionspartner,” siger Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension.

Ikke mindst de gode aktieafkast medførte et samlet resultat af investeringer på tværs af alle miljøer i Sampension KP Livsforsikring på 3,3 mia. kr. før pensionsafkastskat.

Pensionsopsparerne i markedsrente i Sampension fik i gennemsnit 3,5 pct. i afkast, hvor de yngre kunder med høj risiko toppede med 6,6 pct. Ældre kunder tæt på pensionering og med lav risiko opnåede 1,4 pct. i afkast. Hos de to ny pensionskasser svarede investeringsafkastene til 3,5 pct. for arkitekter og designere og 4,0 pct. for jordbrugsakademikere og dyrlæger. Medlemmerne sparer her op med gennemsnitsrente og fik en depotrente 3,5 pct. i perioden før afgift og risikoforrentning.

De samlede indbetalingerne til Sampension-fællesskabet holdt niveauet fra 2016 med indbetalinger til de tre pensionsselskaber på 4.712 mio. kr. mod 4.672 mio. kr. i samme periode sidste år.

”Vi er lykkes med at fastholde kundernes indbetalinger til pension på samme niveau som i 2016, hvilket blandt andet skyldes en organisk vækst i de løbende indbetalinger på 2,2 pct. Når vi samtidig kan reducere omkostninger og øge serviceudbuddet til kunderne i disse år, står Sampension ganske stærkt i konkurrencen. Eksempelvis fik de to nye pensionskasser i Sampension-fællesskabet halveret deres omkostninger,” siger Hasse Jørgensen.

Sampensions konkurrencekraft udspringer i høj grad af ekstremt lave omkostninger, både på drift og investering og af, at Sampension i en årrække har leveret relativt høje afkast. Derfor ligger Sampension også konsekvent i toppen i brancheorganisationen Forsikring & Pensions sammenligningsværktøj, Fakta om pension.

Sampensions image og kendskab er på vej frem. I en årlig imageundersøgelse gik Sampension 10 pladser frem til en placering som nr. 89 ud af de 140 største og mest kendte danske virksomheder. Bag placeringen lå en stærkere imagescore og højere kendskab til Sampension. Sampensions fremgang i kendskab var den næststørste blandt de 140 virksomheder.

”Vi har stort fokus på at digitalisere kundeoplevelsen, forbedre vores skriftlige kommunikation og være meget tydelige i kunderådgivningen. Det har aflejret sig positivt i et ekstremt lavt antal kundeklager over Sampension og i gode imagemålinger,” siger Hasse Jørgensen.

Balancen lander på 283,7 mia. kr. for alle tre selskaber i Sampension-fællesskabet.

Læs mere i regnskabsmeddelelsen og halvårsrapporten 2017