Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på sampension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Ændret risiko giver mulighed for højere afkast

13. juni 2017

Nu bliver det muligt at få et højere afkast på din pensionsopsparing. Sampension øger nemlig risikoen for den nuværende høj-risikoprofil i 3 i 1 Livspension fra 1. juli.

Fra 1. juli 2017 ændrer Sampension den nuværende høj-risikoprofil, fra man fylder 40 år. Det betyder, at du nu får mulighed for at få et højere afkast på din pensionsopsparing – ændringen giver dog også en større risiko for tab.

”Vores kunder har bedt os udvikle muligheden for at spare op med højere risiko. Begrundelsen er, at Sampensions høj-risikoprodukt har lidt lavere risiko end tilsvarende produkter hos mange andre pensionsselskaber. Derudover synes vi grundlæggende, at det er en rigtig god idé: Vi lever i øjeblikket i en lav-rente-økonomi, der generelt er præget af lave afkast. Derfor er det vigtigt at have mulighed for at kunne spare op med lidt højere risiko og dermed skabe bedre muligheder for højere afkast,” siger kundedirektør Ole B. Tønnesen.

Helt konkret øger vi andelen af aktier og alternative investeringer og reducerer andelen af obligationer i den pågældende investeringsprofil.

Er der mere end 10 år, til du skal på pension?

Ni ud af 10 kunder sparer op med en moderat risiko. Måske er det en god idé at overveje, om du skal vælge en højere risiko – en god tommelfingerregel er nemlig, at jo yngre man er, des højere risiko kan man med fordel vælge. Hvis du for eksempel har mere end 10 år tilbage på arbejdsmarkedet, kan du måske med fordel vælge en højere risiko.

Er du i tvivl om, hvilken risiko der passer bedst til dig, kan du via selvbetjeningen benytte vores digitale investeringsguide. Du skal blot besvare tre spørgsmål - så får du en indikation af, om du bør vælge en lav, en moderat eller en høj risiko. Når du har svaret på spørgsmålene, vælger du den investeringsprofil, du ønsker.