Du kan her læse, at du får udbetalt en livsvarig pension fra ATP. Ved din død bliver der også udbetalt et beløb til din ægtefælle/samlever og hvert af dine børn under 21 år.
ATP er en obligatorisk pensionsordning for alle lønmodtagere og førtidspensionister. Endvidere kan personer, der modtager overgangsydelse, delpension, efterløn og fleksydelse, frivilligt indbetale til ordningen.
Pensionen kan udbetales, når du bliver folkepensionist. Du får udbetalt en livslang pension, uanset hvor gammel du bliver. Du skal betale personlig indkomstskat af beløbet. Der betales ikke arbejdsmarkedsbidrag.
Hvis den årlige pension er 2.500 kr. eller derunder, bliver værdien af din ATP udbetalt som et engangsbeløb mod 40 % afgift til staten.
Du kan også vælge at udsætte udbetalingen, til du bliver 75 år. Egenpensionen forøges så med ca. 10 % pr. år.
Fortsætter du i arbejde, efter du har ret til folkepension og ATP, skal din arbejdsgiver betale ATP-bidrag for dig uanset din alder, og uanset om du modtager pension.
Når du dør, udbetales der et engangsbeløb til din ægtefælle eller samlever og til hvert af dine børn under 21 år. Hvis du dør, efter du er fyldt 70 år, bliver der ikke udbetalt et engangsbeløb til din ægtefælle eller samlever.
For at din samlever har ret til dødsfaldssummen, er det blandt andet en betingelse, at du har orienteret ATP om samlivet ved en såkaldt notering.
Er du født mellem 1. juli 1925 og 30. juni 1941, kan din ægtefælle få et ekstra engangsbeløb.
Der betales 40 % i statsafgift af beløbene.
Nærmere oplysninger på www.atp.dk.